Leg - en ny forståelse
Dion Sommer blev kendt i pædagogiske kredse med varket “Barndomspsykologi” hvor han blandt andet introducerede de nyere mini- og tilknytningsteorier fra Daniel Stern, og senere Børn i senmoderniteten Denne udgivelse henvender sig til bachelorstuderende mv. og skal danne et overblik over emnet. Jeg behandler her bogen da jeg finder at hans tanker samtidigt prøver at introducere nye begreber, der formodentlig udfoldes i den kommende udgivelse Barndom i opbrud.
1. Introduktion
Sommer redegør for sit ståsted for leg. Han har siden studietiden iagttaget fænomenet leg i lyset af udviklingspsykologien. Selvom han vil betragte det det som uden for bogens format, savner jeg at se hans vindenskabsteroretiske standpunkt og refleksioner. Han ønsker dels at dokumentere at leg er en del af menneskets udvikling, som dermed har været en del af evolutionen, og ikke bare et moderne fænomen. Dels ønskr han at introducere en ny tilgang til begrebet leg - der forklerer den epigenetisk dvs. at evolutionen og den genetiske forudætninger spiller sammen og gensidigt påvirker hinanden. Han har også et underliggende program om at frisætte legen. Han redegør for at legen både er en urkraft, men også flertydig og dermed sammenhængende med den der beskriver legen og vedkommendes valg af teoretisk ståsted. (pudsigt at han henviser til Jens Martin Steenholt som en inspirationskilde, når danmarks første legeforsker Skovbjerg i sin phD afhandling omtaler ham som"akademisk letvægter") Min læsning af ham er i et sociologisk perspektiv, hvor jeg finder at hans formidling af begrebet leg både har en objektivistisk udviklingspsykologisk forklaring (epigenetik), og en kritisk teoretisk tilgang (frisæt legen i samfundeet). jeg synes igennem læsningen af ham at vi skal prøve at holde ham op på at han (og mange legeteoretikere) holder sit legeprogram ud som en logisk deduktiv slutning af den fremviste objektivitet omkring legen. Men ikke forholder sig til det frisættende pespektiv enten er et kritisk program, eller en idealisme. Min kritik er formet af mit pædagogisk-sociologiske indflydelse af Durkheim / Bourdieu at der er forskel på at snakke om tingene som de er eller som de burde være (kontingens) og at magt er indlejret i sammenhængen mellem praktiske handlinger som virkemåder og summen af de handlinger der er gået forud. Den måde at omtale frisættelse af legen bliver en opus operata som i mine øjne i højere grad legitimerer dem selv og deres ståsted end legen som noget der er under trussel. For kan et fænomene være under pres? Hvilke børn, individer er man bekymret for? Er det dermed ikke i sidste ende en humanistisk samfundskritik? Dette er mit underliggende kerneambition.
1. Frisæt legen
Sommer sætter fokus på hvordan legen den pædagogiske svar på fri engageret vej til trivsel, udvikling og læring. Selvom alle kan sætte fokus på det, argumenterer han for hvordan den samfundsmæssige rationale omkring styring og læring, udsulter børns muigheder for fri leg. Kapitlets overordnede argument er derfor “frisæt legen”. Han har fokus på leg for alle aldersgrupper, dog særligt for dagtilbud , og viser hvordan der i dansk kontekst er en strømning mod at indskrive legen i policy. Set fra mit perspektiv bliver vi ved hensigtserklæringen ligesom dem han kriitiserer. Vi er alle enige om at sætte legen fri, men hvilke børn, hvornår og hvordan? han skriver at de styrkede læreplaner har fokus på legende læring og ikke legepædagogik, men det er som om vi alle er optaget af at afsløre for de andre (Dion Sommer-> policymakers, forvaltere -> pædagoger) legens betydning og potentiale. Mit grundlæggende argument er at alle børn leger som en urkraft (se forrige kap.) så savner jeg anslag til hvordan vi bevæger ind i denne fremtin: mit arument er denne praktisk viden(praksisforum) tilgang, der tager udgangspunkt i de konkrete børn, voksne og steder, med fokus på det der skal vokse: legemiljøer, legetid og legevoksne og legeviden. Fraværet af Helle Skovbjerg, professor i leg, i denne bog anser jeg for en stor mangel - hun skrev sin phD i 2008 og udnævnt professor i 2017.
2. Hvad er legesyn
analysen og terorien om leg er betinget og konstitueret at sit eget legesyn. Der opridses en klassisk dikotomi på lgesyn :purististisk (det rene barn, den uskyldige leg som voksne smitter, fri leg, kompetencebarnet) ctr. didaktikerne (læringssyn, formålsløshedens pædagogik,) den fri leg ctr. legende læring jvnf. contrefeu mellem brostrøm og kampmann). Sommer forseslår et inkluderende legesyn af begge perspektiver: leg er barneinititeret, har ingen legeagenda, læring er en ustyret bieffekt af børns leg, voksne kan lege med men lege kan ikke tåle de overskrider barnets domæne. inklusionen rummet beregberne legende læring eller vejledt deltagelse(børnene er vejleder) mellem instruktion selvforvaltning. kritik: er repetitionsleg ikke også læring.
3. Leg og legetøj -definitioner og typer
definitoner af lege fremlægges, der henvises især til en international definition bestående af punkter af kendetegn. Der fouseres på begrebet vejledt leg som essentielt. Legetyper oplistes: regel leg, rolleleg, konstuktionsleg, kooperativ leg, Sociodramatiskleg, tumleleg. Legetøjsdefinitioner fremlægges.